Cavalierens historie |
Henrik VIII - Marie Stuart Cavalierens historie er temmelig speciel, idet racen har været næsten forsvundet i en periode, for så ved målrettet avl at dukke op igen. Som de fleste spaniels fortaber dens oprindelse sig i det uvisse; men den er sikkert opstået i det mellemste østen eller centralasien, for derfra at brede sig til Middelhavsområdet og senere til England. I dag betragtes den som en engelsk race. På
mange malerier af det engelske kongehus fra det 16., 17. og 18. århundrede
ser man den afbildet med den øvrige familie. Henrik den 8., som til tider måske
var en smule uligevægtig (han lod sig skille fra to af sine seks koner og
lod to andre halshugge!), tålte ikke at se hunde på slottet; men han
gjorde en undtagelse med de små spaniels. Den skotske dronning, Marie Stuart,
som blev for farlig for Henrik den 8's. datter, dronning Elizabeth, og
derfor blev halshugget, havde også cavalierer, som hun fik lov til at
have hos sig i fangenskabet. En af dem fulgte med hende under hendes lange
skørter, da hun blev ført til skafottet. Da hovedet rullede, sprang den
frem og lagde sig mellem hoved og krop og forsvarede sin døde ejerinde, så
soldaterne ikke kunne få lov til at fjerne liget, - men det var jo lige
sent nok. Imens stod bødlen og viste hendes tomme, røde paryk frem for folket.
Hans
søn igen, Charles d. 2. , var helt vild med cavaliererne. Han fyldte hele
slottet med dem. De var overalt, på gange, i sale og i gemakker, og de
fik endda lov til at føde i hans seng og gøre sig rene, hvor de havde
lyst, - og det lugtede derefter. Han gav også en generel tilladelse til,
at alle hunde af denne race måtte færdes på offentlige steder, hvor
hunde ellers var forment adgang. I statsrådet havde hans yndlingscavalier
sin egen plads og sad der sammen med de øvrige statsråder. I det hele
taget ville Charles hellere lege med sine hunde end være konge, og når
der kom udsendinge for at tale med kongen, måtte de pænt vente til han
havde leget færdig. Der er vist ikke noget at sige til, at
racen fik navn efter ham: King Charles spaniel. Fra jagt- og selskabs- til skødehund I
de foregående afsnit er racen kaldt "lille spaniel",
"King Charles" eller "cavalier", og det er stort set
den samme hund . Men når vi kommer op omkring 1840, kan man se, at der er
dukket en ny type op. Den er mindre og har en lille opstoppersnude. For at
forstå denne udvikling, må man se lidt på et modefænomen. Det havde længe
været moderne for fine damer at have en skødehund. Cavalieren var lidt
for stor. Moppen havde den rigtige størrelse til skødehund, og den var vældig
populær ved mange af de europæiske hoffer. Det er derfor sandsynligt, at
den er blevet benyttet til at gøre racen mindre. Man kunne mene, at det nærmere
måtte være japaneser, man havde benyttet; men de kom først til England,
da kommandør Perry havde åbnet Japan med magt i 1853 og hjemført et par
til Dronning Victoria. Pekingeseren
var heller ikke en mulighed. Den fandtes kun i de kejserlige paladser i
Den forbudte By i Peking, og den kom først ud derfra, da englænderne i
1860 plyndrede Peking og brød ind i Den forbudte By. Kejseren gav ordre
til, at alle de små palladshunde skulle dræbes, så de ikke faldt i
vandalernes hænder; men en lille prshtmlesse, hvis hjerte var større end
hendes lydighed, åbnede en bagdør, så de kunne slippe ud. Et par af de
indfangne blev ført til "Good Old England" og ligeledes foræret
til Dronning Victoria. Hvad man nu end har gjort for at gøre racen
mindre, så blev det forstærket af, at man i 1840 begyndte at afholde
hundeudstillinger på Cruft's, hvor man præmierede de "ønskværdigste"
hunde, og for King Charles spanielen var resultatet, at den i de næste 75
år forandrede sig ganske meget, så den lille robuste jagt- og
selskabshund blev til en lille, yndig skødehund.
Der
er ingen tvivl om, at der op igennem tiden har været flere cavalierer i
Danmark, importeret af mennesker, som har truffet dem på rejser, er
faldet for dem og har taget dem med hjem. |
Blenheimen blev opdrættet på godserne Blenheim og Marlborrough, hvor de blev benyttet til jagt. Hertuginden må dog have haft en blenheim til skødehund, for det fortælles, at det er fra hende, de har den meget berømte "spot" på issen. Der er to versioner af historien. Begge begynder med at hertuginden sidder og broderer. Hendes herre og husbond er i krig, og hun sidder i angst og bæven og venter at høre nyt fra ham. På skødet har hun sin lille drægtige blenheim-tæve. I den første version stikker hun sig i fingeren med nålen, og der drypper en blodsdråbe lige ned på tævens isse, hvor den dannede en ruderformet plet. Da tæven fødte sine hvalpe, havde de alle en ruderformet plet på issen. I den anden version stikker hun sig ikke; men i sin store angst for mandens skæbne, presser hun sin tommelfinger så hårdt mod hundens isse, at da hvalpene blev født, havde de alle en tommelfingerplet på issen. Hvilken af historierne, der er korrekt, vides ikke; men "spotten" har de stadig, som noget helt specielt i hundeverdenen.
|